Baggrund for Ubberud aftalen

Med kommunens budget 2020 vedtog Odense Byråd at afsætte midler til at styrke kommunens forstæder og lokalsamfund. Med budgetforliget og aftalepunktet ”Stærke forstæder og lokalsamfund med folkeskolen som omdrejningspunkt” satte byrådet skub i en proces, som skulle udvikle og fremme lokalsamfundets positive vækst. Denne proces blev i løbet af perioden udvidet med endnu en aftale. Nemlig ”Velfærdsplan 2030: Et trygt og sikkert fundament for vores fælles velfærd”. Her blev vedligehold og modernisering af Ubberud Skole et endnu mere centralt tema.

Odense Kommune og partnerskabet i Ubberud indgik i september 2021 en aftale om styrkelse af lokalsamfundet med følgende fire temaer:

  • At fællesskabet styrkes på tværs af foreninger, institutioner og beboere i en samlende organisering, der arbejder for at udvikle hele skoledistriktet, koordinere aktiviteter og kommunikere fælles nyheder.

  • At potentialet i områdets naturrige omgivelser styrkes og adgangen øges med stier, faciliteter og information.

  • At udearealerne omkring skolen forbedres, så der bliver skabt en større helhed og de i endnu højere grad kan bruges som et mødested for skoledistriktets beboere - unge som gamle.

  • At de offentlige bygninger (skole, hal og fritidsbygninger) i Store Ubberud forbedres og bliver gjort mere tilgængelige for borgere, foreninger og institutioner, der ønsker at bruge dem.